Kigger du nogle gange på dine skuffer og skabe og tænker: “Ej, hvor er de kedelige?” Det gjorde jeg. Men i stedet for at købe noget nyt gik jeg i gang med et upcycling-projekt, hvor vi dekorerede vores skabslåger med det fineste sildebensmønster.
Her vil vi vise dig, hvordan du nemt kan opdatere dine skabe og skuffer med PRIMOs væglister, så de får et nyt og unikt look.
Start med at måle dit møbel, og lav evt. en skitse af projektet. Dette giver dig en idé om, hvordan det visuelt vil se ud, og kan anvendes, når du skal beregne, hvor mange lister du har brug for. Husk at tage højde for, at der går nogle millimeter til spilde ved skæring af listerne.
At vælge lister er en smagssag, og du skal selvfølgelig vælge dem, der passer bedst til dig og din stil. PRIMO har et stort udvalg af væglister, så tag et kig og find din favorit.
Det kan være en fordel at vælge selvklæbende fladlister, da du på den måde undgår at skulle bruge andre klæbematerialer, søm og/eller skruer.
Vi valgte at bruge PRIMOs selvklæbende vægliste, 1331-0009-46, og det er den, resten af guiden tager udgangspunkt i.
Brug kap-/geringssaven til at skære listerne i den ønskede længde.
Vi valgte en længde på 13,2 cm, hvilket er tre gange listens bredde.
Hvis det er muligt at afmontere den del af møblet, hvor listerne skal klæbes på, er det min klare anbefaling at gøre det. Dette vil gøre arbejdsprocessen nemmere.
Rengør møblet grundigt med affedtningsmiddel. Dette er et vigtigt punkt, da en ren og tør overflade gør, at listerne klæber bedre og dermed bliver mere stabile og holdbare.
NB: Til affedtning kan du bruge de fleste rengøringsmidler. Det vigtigste er, at overfladen bliver affedtet uden at blive ødelagt.
For at få et mere symmetrisk resultat skal du finde midten af sildebensmønstret. Dette er ikke nødvendigvis det samme som møblets midte.
Vi valgte at lægge en prøverække op af mønsteret og fandt midten derfra.
Før du begynder at fastgøre væglisterne, vil jeg anbefale at lægge hele mønsteret op på møblet. Her får du mulighed for at se, hvordan det kommer til at se ud, og du kan nå at foretage justeringer.
Dette kan du gøre flere gange, indtil du er tilfreds og klar til montering.
OBS: Når listen først er sat fast, er den svær at få af igen.
Når du er tilfreds med opstillingen, kan du begynde at montere listerne. Start med den midterste række af sildebensmønstret og arbejd dig udad.
Vi synes, at rammen omkring mønsteret gav en pæn og mere stilren finish, men det kommer igen an på, hvad du er til.
Hvis du ønsker en ramme omkring mønsteret, kan du med fordel lade være med at fylde hele overfladen med lister. Stop i stedet der, hvor rammen skal være – i vores tilfælde 4,4 cm (listens bredde).
Vi valgte først at dække hele fladen med lister. Derefter tegnede vi rammen op, skar mønsteret til og fjernede de overskydende lister. Man kan også vælge at montere rammen først og derefter tilpasse sildebensmønsteret.
Rammens hjørner er skåret i 45 graders smig, hvorefter de blev fastmonteret.
Vi vil meget gerne se resultatet af dit arbejde! Del dine billeder med os, og lad os inspirere hinanden. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig, Cathrine, på dkcdb@primo.com – så hjælper jeg dig gerne videre med dit projekt.







Er du på jagt efter PRIMO lister? Jeg hjælper dig gerne med at finde det nærmeste byggemarked, hvor du kan få netop de lister, du har brug for.